Madaster giver bygninger et personnummer

Registrering af materialepas på hollandsk self service-platform giver byggematerialer ny værdi

 “Ting, der ikke er registreret, har ikke værdi. Vi skal derfor give vores byggerier og materialer personnumre, ligesom vi selv har det. Så får materialerne værdi – i stedet for at blive til affald, når de har været i brug,” fortæller Pablo van den Bosch, bestyrelsesmedlem for det hollandske firma Madaster, som Circle House Lab møder i Amsterdam.

Madaster er en digital platform, hvor ejere af eller rådgivere på et byggeri kan registrere, hvad byggeriet består af. Forretningsudvikler i Madaster, Jeroen Broersma, kalder det en ”self service platform”, fordi det er bygherren eller dennes rådgivere, som skal lægge data ind. Når byggeriets data er lagt ind på platformen kan man se, hvor meget træ, stål, sten, vinduer, mv., byggeriet indeholder. Man kan se kvaliteten af materialerne, den forventede levetid, priserne, cirkulariteten og energiforbruget. Data opdateres automatisk i takt med bygningens drift og vedligehold og hver bygning får løbende genereret sit eget bygningspas.

Platform baseret på offentlige kilder

De modeller for bygningsinformation – BIM-modeller* – man bruger i Holland, føder over i Madaster, og priser, cirkularitet og energiforbrug beregnes ud fra offentlige kilder, som fx Ellen McArthur Foundation, der formidler viden om at arbejde med cirkulær økonomi, fortæller Jeroen Broersma.

“Når vi bestemmer cirkulariteten i forskellige produkter tager vi altid udgangspunkt i eksterne kilder. Vi beregner på materialeniveau og ikke på komponentniveau. Endnu. Men det regner vi med at kunne gøre snart.”

En platform for bygningsejere, rådgivere og myndigheder

Madaster henvender sig til bygningsejere, rådgivere og myndigheder, og har kunder som Amsterdam Kommune, OVG og VokerWessels. Et årsabonnement koster 795 Euro for 50.000 m2 og seks brugere med forskellige funktioner. Brugerne af Madaster er primært dem, der i forvejen sidder med BIM-registreringen af byggerier, hvilket sikrer kvaliteten af og nuancerne i dokumentationen.

Registreringen giver værdi for en bygningsejer, fordi det bliver muligt at se, hvor lang levetid de forskellige materialer i byggeriet har, hvornår det skal vedligeholdes og hvad det, der skal udskiftes, kan sælges for. Det skaber med andre ord en gennemsigtighed, som på sigt kan danne afsæt for et marked af genbrugsmaterialer.

Kunderne ejer selv deres data

Samtidig bestemmer den enkelte bygningsejer suverænt, hvem der skal have adgang til data på et byggeri. Selve platformen ejes nemlig af en fond, for at sikre, at der ikke handles med de data platformen indeholder.

Madaster på vej til Skandinavien

Madaster er endnu primært en platform for hollandske bygninger, da datakategoriseringen er tilpasset hollandsk lovgivning. Man Madaster kan også bruges, når et byggeri ligger i et andet land. Det kræver bare lidt ekstra. Madaster er netop åbnet i Schweitz og planlægger inden længe at åbne i Skandinavien.

Artikel fra Green Paper #1 om Materiale- og Bygningspas.

Del af projekt Circle House Lab.