Den hollandske virksomhed Circular IQ har udviklet et stykke software, som kan sammenligne netop de cirkulære parametre, der er vigtige for virksomhedens kunder 

Når hollandske ministerier skal købe ind, kan de definere de en række cirkulære kriterier, som potentielle leverandører skal beskrive deres produkter ud fra. Det kan leverandørerne gøre via et stykke software og ministerierne har derefter mulighed for at sammenligne tilbuddene på de udvalgte kriterier.

Bag det cirkulære stykke software står Circular IQ. En virksomhed, der har til formål at hjælpe offentlige og private virksomheder med at købe produkter, der lever op til krav om genbrug, lav CO2-udledning, mv.

Skræddersy selv dine parametre

Roy Vercoulen, grundlægger af Circular IQ og administrerende direktør, har tidligere arbejdet for Cradle to-cradle-certificeringen. Ideen til Circular IQ opstod på baggrund af en erkendelse af, at virksomheder, der arbejder med cirkulær økonomi og genanvendelse, ikke alle har brug for at gøre det efter samme formel. ”Alle vil ikke gå i de samme sko,” som han udtrykker det, da Circle House Lab møder ham i Amsterdam.

Som kunde hos Circular IQ vælger man først de kriterier, som fremtidige køb skal sammenlignes ud fra. Der kan være forskellige kriterier for forskellige produktkategorier. Dernæst hjælper Circular IQ’s software med at få stillet de spørgsmål, som leverandører skal svare på, for at kunne komme i betragtning. 

Når informationerne om leverandørernes produkter er kodet ind, kan de samles i en rapport med illustrative grafer og tekst. Og rapporten får karakter af et materialepas, som det hollandske ministerium eller andre kunder kan bruge i deres udvælgelse af leverandør. 

Platform for fælles sprog

Materialepasset sikrer, at leverandør og udbyder taler samme sprog, hvilket især er vigtigt i en situation, hvor det cirkulære felt er relativt nyt, forklarer Roy Vercoulen med et eksempel på, hvorfor: 

”Hvis to personer skal beskrive en elefant for første gang. Èn står ved hovedet og en anden ved halen. Så ser de to komplet forskellige ting. Med vores software muliggør vi, at alle parter taler om det samme, når det skal vurderes, hvorvidt et produkt lever op til en ønsket cirkularitet”.